På denne side forskelligt fra gamle forordninger og love.

1

Instruks for folketællingen 1787.

2

Ditto for folketællingen 1801.

3

Lov om ægteskab:

4

Lov nr 131 af 7 maj 1937 om børn uden for ægteskab.

1

Kongelig befaling om folketællingerne.

Instruks for folketællingen 1787.

Kilde: Landsarkivet i Viborg B5A-75 Århus Stiftamt 1683-1799 reskripter.

Copie

Christian den Syvende af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers, Hertug udi Sleswig, Holsteen,

Stormarn, Dytmersken og Oldenborg.

Wor synderlig Gunst tilforn! Da Wi allernaadigst  hawe funden for got, at ligesom i Aaret 1769 efter Wores Befaling af 15 Junii samme Aar blew foretaget en almindelig Folketælling i Wore Riger og Lande, for at faae en nøye Underretning om Folkemængdens Tilstand paa ethwert Sted, til Oplysning og Weiledelse udi de dermed forbundne adskillige nyttige Indretninger, saa skal og nu i samme Øyemed forandstaltes saadan Optælling, for dett første i Wort Rige Danmark, som kand wise Folkemængdens Tilstand oweralt udi dette Rige paa den første Dag i næstkommende Julii Maaned; Saa er hermed Wores allernaadigste Willie og Befaling, at denne Tælling, paa det den kand bliwe saa nøyagtig og paalidelig, som det er dueligt, skal foretages paa følgende Maade: -

2

Kongelig befaling om folketælling 1801.

 Bilaget modtaget af Kim Melchior og indsættes efter aftale med denne.

Circulaire.

Christian den Syvende,af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Dytmersken og Oldenborg

Vor Gunst.

Overbeviist om den Nytte, som nøiagtig Kundskab om Folketallet i Vore Riger og Lande efter Alder, Kjøn og Næringsvei medfører, have vi allernådigst besluttet, at en sådan Folketælling skal foretages overalt, såvel i Kjøbstæderne som på Landet i Danmark og Norge, og samme tage sin begyndelse næstkommende 1ste Februar, der er en Søndag, og, forsåvidt samme ikke på den Dag kan fuldendes, fortsættes de efterfølgende Søndage.

Ved denne Tælling iagttages den Regel, at de Børn, som fødes efter den 1ste Februar, men førend Tællingen endnu er fuldendt, ansees som ufødte og tælles ikke; hvorimod de Personer, som måtte døe i det Tidsrum fra Tællingens Begyndelse indtil den er fuldendt, tælles som levende, på det at af den hele Optælling kan erfares Folkemængdens virkelige Tilstand på den bestemte Dag.”

Under tællingen inddrages alle og enhver, af hvad Stand de være maatte, saavel Indfødte som Fremmede, der paa den bestemte dag opholde sig her i Rigerne, samt de Indfødte, der vel kunne være fraværende paa Reiser, men om hvilke vides, at de enten her have deres sædvanlige Opholdssted, eller at de igien agte sig tilbage for her at etablere sig.

Ligesom Vi ved Reskript til samtlige Vore Stiftsbefalingsmænd og de af Vore Amtmænd i Danmark, der have Kiøbstæder under sig, saavelsom Vor Oberberghauptmand paa Vor Bergstad Kongsberg have befalet, at Optællingen i Kiøbstæderne skal besørges, under Magistraternes Bestyrelse, af Rodemestrene, saaledes ville Vi, at denne Optælling paa Landet skal skee af Sognepræsterne, og at Degnen samt Skoleholderne i ethvert Sogn og Annex skulle gaae dem tilhaande derved.

For at lette Arbeidet ved Optællingen, maa det være Præsterne tilladt, hver i sit Sogn, fra Prædikestolen at indkalde, til at møde for sig paa fornævnte 1ste Februar, Huusfædrene fra saa mange Byer og Gaarde eller Huse, hvis Indvaanere de formeene at kunne paa den Dag faae optalte, for at angive de Personer, som opholde sig i deres Gaarde eller Huse, samt tillige for hver person især at meddele de øvrige Efterretninger, som herefter ommeldes.

Og have Præsterne saaledes, efter foregaaende Bekiendtgiørelse fra Prædikestolen, paa hver af de efterfølgende Søndage at fortsætte Tællingen, indtil samtlige Sognets Indvaanere ere optalte og der, over dem, ere blevne forfattede Lister.
I de Sogne hvor Hovedgaarde ere beliggende, bør Hovedgaards-Eierne, eller de Personer, som paa deres Vegne møde, være pligtige, tillige at medbringe udførlig skriftlig Underretning om alle dem, som opholde sig paa Hovedgaardene.

Under Tællingen regnes enhver til det Huus, hvori han sover. Naar en Person, som sædvanligen sover i et Huus, er fraværende, enten alene i Forretninger i Landet eller og udenlands, med det Forsæt at komme tilbage, f. Ex. til Søes, da regnes han til Familie, fra hvilken han er bortreist og til hvilken han agter sig tilbage. Ligesom Tællingen overalt bør skee Gaard- og Huusvis, saaledes at for hver Gaard eller Huus anføres alle de deri værende Personer, saa bør ogsaa i Listerne hver Persons fulde Navn anføres tillige med dens Alder, hvorved, ihenseende til Navnet, iagttages: At naar usædvanlige Navne forkomme, der kunne foranledige Uvished om Personernes Kiøn, maae dette tillige i Listerne benævnes, og i henseende til Alderen, at det løbende, men ikke det opfyldte Alders Aar anføres, f. Ex. ved nyfødte Børn skrives 1, og ved den som er i sit 26de Aar, 26 og ei 25.

For hver person anføres hvad den er i Huset, saasom Mand, Hustrue, Barn, Slægtning og da hvor nær, Tienestetyende, samt Svend og Dreng, til Leie boende, Logerende, Inqvarterede o. s. v.For hver Person maae giøres Forklaring om den er gift første, anden eller hvilken Gang, eller ugift eller i Enkestand første, anden eller hvilken Gang.

Ligeledes maae Personernes Titel, Embed, Forretning, Haandverk og Næringsvei eller hvad de leve af, anføres, samt saavidt de maatte være vandføre eller leve af Almisse. I Særdeleshed anmærkes ved Huusmænd paa Landet om de have Jordbrug eller anden Næringsvei.

I øvrigt, naar flere Familier boe i et Huus eller Gaard, da bør hver familie særskildt anføres tilligemed de til samme hørende Personer.

Paa det at Tællings-Listerne kunne naae den mueligste Grad af Tydelighed, hvortil især udfordres, at de alle, saavidt passende, indrettes paa lige Maade og efter lige Regler, maae Vedkommende meddeles de hosfølgende trykte Schemata, der vise, hvorledes de Personer, der tælles, bør aanføres, og i hvilke Rubriker de om dem forlangte Efterretninger bør anmærkes. Ligeledes maae Vedkommende til Lettelse i Arbeidet meddeles det til Listernes Forfattelse tilstrækkelige Antal Ark Papir, hvorpaa Rubrikerne med deres Titler ere aftrykte.

Naar Listerne efter Schema ere forfattede og fuldførte af Præsterne for deres Sogne og Annexer, skulle samme tilstilles Provsterne, for af disse nøie at eftersees: om ved een eller anden Person nogen af de Efterretninger, som ere anbefalede, maatte være forglemte, i hvilket Fald Listerne igien bør tilstilles vedkommende Forfatter, for at udfylde det manglende.

Derefter maae disse Lister fra Provsterne tilsendes vedkommende Amtmænd, enhver for sit Amt, der ligeledes have at igiennemsee , og, efter Omstændigheder, at lade Listerne, ifald det behøves, af deres Forfatter omgiøres, førend de fra dem blive indsendte til Stiftsamtmanden og Dig, der, når intet ved Listerne findes at erindre, have at indsende samme til Vort Rentekammer.

I øvrigt maae Vedkommende opmuntres til, uden Fordomme at anvende paa Optællingen al muelig Fliid, samt derhos advares om, at drage Omsorg for, at denne Forretning skeer med mueligste Nøiagtighed, da de i modsat Fald, om Listerne nemlig ikke findes indrettede saaledes, som befalet er, maae vente at erholde samme fra Rentekammeret tilbagesendte til Rettelse og Manglende Udfyldelse.

Derefter Du Dig allerunderdanigst haver at rette og den fornødne Foranstaltning i Overensstemmelse hermed at lade føie.

Befalende Dig Gud, Skrevet i Vor Kongelige Residentsstad Kiøbenhavn den 28 November 1800.

Efter Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling

Moltke, Colbiørnsen, Knudsen, Monrad/ Westergaard

3

Om ægteskab:

Kilde:

Dr jur. V. A. Secher 1911: Kong Christian den Femtis Danske Lov.

Loven foreligger i fire af hinanden uafhængige Redaktioner: tre Haandskrifter og Udgaven af 1683.

Haandskrifterne der nu alle findes i Rigsarkivet ere:

1.
Gehejmearkivets Haandskrift, skrevet i Folio paa Pergament.

2.
Danske Kancellis Haandskrift, skrevet i Folio paa Papir, i hvilken findes følgende af kongen egenhændig skrevne Resolution:

Denne Voriss Danske Lov skal saasom den her til Voriss Allernaadigste fornøjelse er forfattet og opsat, til trykken befordriss. Kiøbenhavenss Slott den 3 Januarij Anno 1682. Christian R.

3.
Det Kongelige Biblioteks Haandskrift, forhen Thottske Samling Fol. Nr 1184, skrevet i Folio paa Papir uden særlig Udpyntning af en ukendt Skriver.

Side 494:

XVI Cap - Om Egteskab.

1 Art.
Hvo Hustrue vil have bede hende af Forældre, eller rette Værge, dog med hendis Ja og Villie.

2.
End hun gifter sig uden dens Villie som efter Loven er hendis rette Værge, da volder hand hendis Gods, imens hun lever, om hand vil.

3.
Hemmelig Trolovelse skal ej holdis, som er skeet uden Forældris, eller deris Villie, som ere rette Værge efter Loven; Dog dersom Forældre, eller Værge, ikke have nogen skiellig, eller lovlig, Aarsag det at forhindre, da skal deris Forbud, eller hvis Forhindring de deudj ville giøre, intet gielde.

4.
Holder een Værge nogen Mø over hendis atten Aar for hans egen Fordeels Skyld ugift hos sig, om hun beqvemmeligen kand blive forseet, da maa hendis andre Frænder og Venner klage det for Øvrigheden, som derudj skulle giøre hvis ret og billigt er.

5.
Trolovelse skal ikke holdis, som skeer i Drukkenskab, eller i nogen Umyndige  Aar, som agtis i Mands Person under tyve Aar og i Qwindis Persom under Sexten fulde Aar, ej heller om een er ikke ved sin rette Fornuft og Forstand.

6.
Ej heller skal agtis, eller for fulde anseis hwis hemmelig bepligtelse- eller Trolovelse-Brev, som nogen giver hver andre indbyrdis.

7.
Forpligter nogen Egte-Mands- eller Qwindis Person, imidlertid de leve i Egtefællet, sig nogen at egte, da skulle de, som sig saa forpligte, eller forskrive, saa vel som de, der saadanne Forskrivelser tage, staa  aabenbare Skrifte, og straffis paa deris Formue, om de Middel have; Hvis ikke, da Mands Personen een Tis lang straffis i Jern og Qwindis Personen i  Spindehuset.

8.
End besover en Egtemand i sit Egteskab nogen Qwindis Person, da maa hand ej efter Hustruens Død komme i Egteskab med dend hand besovet haver; Ej heller Egtekvinde som i Egteskab af anden bliuver besovet, efter Mandens Død med den, som hun er besovet af.

9.
Personer, som for Slegts, eller Svogerskabs, Skyld ikke maa samlis i Egteskab:

1.
Forældre og deris Børn, saa og de, som ere i Forældris Stæd, og de, som ere i Børns Stæd, maa hverken nær eller fiern, samlis i Egteskab. Forældre ere Fader og Moder: Børn ere Søn og Daatter: I Forældris Stæd ere alle Oldefædre, og Forældris og Oldefædris Sødskinde, fra Olding til Olding, i hvor vit de sig opstrekke kunde: I Børns Stæd ere Børnebørn og deris Børn ned ad, i hvor vit de sig nedstrekke kunde.

2.
Brødre og Søstre maa ej komme sammen i Egteskab enten de ere Fuld - eller Half-Sødskinde; Broder maa ej heller tage til Egte Søsters, eller Broders, Datter, ej heller nogen af dem, som af Søsters, eller Broders, Børn avlis, i hvor vit de sig nedstrekke kunde; Ej heller maa Søster til Egte bekomme sin Broders, eller Søsters Søn, ej heller nogen, som avlis af dem, i hvor vit de sig kunde nedstrekke.

3.
De, som i andet og tredie Leed ere beslegtede, det er Sødskindebørn og Næstsødskindebørn; Item om den eene Person er i andet Leed og den anden i fierde Leed, maa ikke komme samme i Egteskab; Men de, som ere i fierde Leed, desligeste om den eene Person er i tredie og den anden i fierde Leed, da maa de have hin anden.

4.
En Mand skal holde sig lige saa vel fra sin Hustruis Slegt, som fra sine egne Slegtinge; Og een Qvinde skal holde sig lige saa vel fra sin Mands Slegt som fra sine egne Slegtinge; Ti ligerviis som een ikke maa have sin egen Søster til Egte, saa maa hand ikke heller have sin Hustruis Søster til Egte: Og ligesom een Qvinde maa ikke have sin Broder til Egte, saa maa hun ikke heller have sin Mands Broder til Egte, og saa fremdlis. Og skal herhos agtis, at Svogerskab, som hindrer Egteskab, ikke agtis videre iblant een Mand og alle hans Hustruis Slegtinge, og iblant een Qvinde og alle hendis Mands Slegtinge, og ikke iblant Mandens og Qvindens Slegting indbyrdis; Hvorfor Mandens og Qvindens Slegtinge ikke forbydis for Svogerskab at komme sammen i Egteskab: Saa maa da to Brødre have to Søstre, Fader og Søn have Mader og Datter, og een Mand maa have sin Stifmoders Moder, eller Daatter, og saa fremdelis.

Side 502.

5.
Een Mand maa ikke have sin Hustruis Slegt, eller Hustruen hendis Mands Slegt i andet, eller tredie, Leed, efter Manden, eller Hustruen, er død fra hinanden, men i fierde Leed, eller i tredie og fierde Leed, maa det skee. Iligemaade skal og holdis, om nogen beligger noget Qvindfolk, enddog de ere ikke Egtefolk, dersom nogen af dem siden ville gifte sig, da maa hverken hand have hendis ikke heller hun have hans Slegt, i andet eller tredie Leed.

6.
Ingen Mands Person maa tage sin Stiffaders efterlatte Hustrue, eller Qwindis Person sin Stifmoders efterlatte Mand til Egte, eftersom saadant ikke elleenisti strider imod den gemeene Ærbarhed, men end og er af stor Forargelse. Iligemaade maa Mands Person ej tage til Egte sin Stifsøns efterlatte Hustrue, eller Qwindis Person sin Stifdaatters efterlatte Husbond.

7.
Kommer nogen ellers Uvitterlig med hver andre i disse forbudne Leed, som Sødskindebørn og andre, i Egteskab sammen, da skulle de derfor hverken ved Dom adskillis, eller straffis; Men forseer nogen sig vitterlig herimod, da skulle de straffis paa deris Formue, og rømme den Provincie som de boe udj.

8.
Begiver nogen sig uden Rigerne der at lade sig i Egteskab sammenvie, som ellers i Kongens Riger imod Loven ikke burte tilsammen at stædis, og siden i Kongen Riger sig begive, eller nedersette, da skulle de ikke alleene straffis paa deris Formue, men og som Lovens underfundige Overtrædere ikke tilstædis i Kongens Riger sig at opholde.

9
ikke ang.

10
De Personer, som ikke ere i Rangen, eller af Adel, eller lige ved Adel agtis, og agte at indgaa Egteskab, skulle først trolovis, og siden for Brylluppet lade lyse tre gange for sig paa tre Søndage efter hin anden aabenbarligen af Prædikestoelen i det Sogn, som Fæstemøen, eller Qwinden, sig opholder, paa det at, dersom nogen er, der kunde lovligen forhindre saadant Egteskab, de det imidlertid kunde granske og forfare, før end Egteskab bliver fuldkommet; Derfor om nogen haver noget deri at sige, eller ville giøre noget forbud paa Egteskabet, da skulle de, før end der lysis tredie gang, give Sogne-Præsten det tilkiende i to, eller tre, Dannemænds Nærværelse, og være forpligtede strax at tage Stævning, hvorfor hand, eller hun, samme Egteskab forhindre ville; Hvis det ej giøris, da skal samme Forbus, eller Forhindring, ikke gielde, eller agtis hvad de derefter giøre ville.

11.
Ingen Trolovelse skal skee, uden at Præsten og fem andre Vidnisbyrd i det mindste ere der overværende. Holdis dog iblant dennem, som ere i Rangen, eller af Adel, og dennem, som lige ved Adel agtis, for fuld Egteskabs Løfte, hvor begge Parterne i sex af fællis Venners Nærværelse tilsige hver andre Egteskab, og give hin anden fuld Ja-Ord.

12.
De, som saaledis trolovede ere, eller hin anden Egteskab have tilsagt, maa dog ej søge Seng med hver andre, før end de ere viede sammen i Kirken; Hvo som fordrister sig herimod at giøre, skulle straffis af deris Øvrighed, naar de af Sognepræsten blive paaminte: Og dersom de ligge i et ont Levnet, og forholde at lade sig vie sammen i Kirken, da skal Sognepræsten sette den een vis Tid for, og hvis de ikke inden den Tid lade sig vie tilsammen, skal hand aabenbarligen forbyde dennem Naderens Sacramente: Og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for saadan deris Forargelsis Skyld aabenbarligen settis i Band.

13.
Giøris der Forbud hos Præsten, før Trolovelsen skeer, da skal Præsten holde sig derfra, og den, som Forbudet giør, være forpligtet strax at tage Stævning, ligesom tilforn er sagt, om nogen vil giøre Forbud for Brylluppet.

14.
Aarsager, hvorfor, som ere trolovede, maa adskillis:

1.
Trolovelse, som nogen nødis til, bør ej at holdis, saa fremt det givis tilkiende før Brylluppet skeer; Men derefter at ville sige sig at være nødt dertil skal intet gielde.

2.
Om nogen fæster een Mø, og hun bliver derefter befunden at være krænket af een anden, da maa hand skille sig ved hende, om hand ikke vil tage hende til Naade: Og dersom den første, som hafde krænket hende, vil tage hende til Egte, da maa det tilstædis.

3.
Om de Personer, som ere trolovede, forsee sig paa enten af Siderne, saa at enten hand bevarer sig med noget andet Qvindfolk, eller hun bevarer sig med een anden Mands Person, da maa de og være hinanden qvit, uden den Person, som Uskyldig er, vil benaade den Skyldige: Men dersom de forsee sig paa begge Sider, da skal dem ikke tilstædis at blive ved den Person, som de have forseet sig med paa enten af Siderne for den Forargelse, der villr følge efter; Men bør derfor at straffis paa dobbelt Lejermaals Bøder.

4.
Dersom nogen trolover sig een, og ikke bevarer sig med hende, og hand derefter trolover een anden og besover hende, da skal hand betale tre dobbelt Lejermaals Bøder, og ingen af dem beholde. Og den Præst, som have forrettet siste Trolovelse, og ikke haver anseet hvis tilforn om Trolovelse sagt er, skal straffis paa Penge til fattige Præste-Enker efter Provstemødets Sigelse.

5.
Dersom nogen, efter Trolovelsen skeet er, drager hen fra sin Fæstemø, og bliver længe fra hende imod hendis Villie og Samtykke, da maa hun efter tre Aar gifte sig med een anden, om Fæstemanden ikke er i lovlig Forfald forhindret. Det sammen er og om Fæstemøen drager fra Fæstemanden; Dog skal det først giøres bevisligt, at den Person haver været saa længe borte.

6.
Om nogen af Parterne, efter Trolovelsen skeet er, forseer sig med Tyverj, eller anden saadan Uærlig Gierning, hvilken dog ikke følger Livs Straf efter, da maa den Uskyldige befriis fra den Skyldige, om det det begærer.

7.
Om nogen før Trolovelsen hafde nogen hemmelig Sygdom, som Spedalskhed, faldendis Sot, eller nogen anden slig besmittelig og vederstyggelig Syge, og ikke den aabenbarede, da maa hand, eller hun, blive hver anden qvit om de det begære. Men dersom saadan Sygdom, eller anden Krankhed, kommer efter Trolovelsen, da skal der settis nogen Tid, i hvilken mand kand søge Raad, om den Syge imidlertid kand hielpis; Kand den ikke, da maa Trolovelsen opslais, om det begæris.

8.
Om een trolover een anden, og den eene ikke findis efter Trolovelsen saa rig som den hafde sig angivet, og den anden for slig Aarsags Skyld vil saadan Trolovelse omkaste, og ikke holde, da skulle de derfor ikke maa skilis ad.

Side 513:

15.
Aarsager, hvorfor Egtefolk maa adskillis.

Horej. Dog skal den Person, som anklager, lovlige stævne den, der anklagis, i Rette, og skielligen bevise det: Og er det ikke nok, at den Person, som anklagis, det selv bekiender, fordj mand tit befinder, at mange lyve paa sig selv, paa det den eene kand blive af med den anden, og komme den i Skade, som hand, eller hun, siger sig at have syndet med, eller for anden Sag. Herhos skal Dommeren forfare: 1. Om den Person, som anklager, er Uskyldig; Ti dersom dens Skyld og findis iligemaade, da bør de ikke at skillis ad, efterdj hverken dennem, som hin anden i saa Maader ville beskylde, bør selv for den Sag skyldig at være; Men dersom den eene Person retter og bedrer sig, og den anden ikke, saa det findis bevisligt, da maa den, som retter sig, vel adskillis fra den anden, som bliver varagtig i sit syndige Levnet. 2. Skal og flittelig forfaris, om nogen af dem haver givet den anden merkelig Aarsag til saadan Forseelse med Rufferj, Ryrannj, eller i andre Maader, som Dommeren kunde kiende at være ret Aarsag til saadan Fald, da bør de ej lættelig at skillis ad. 3. Om en Dannemands Hustrue bliver voldtagen, da bør hun ikke for saadan Voldtægt at skillis fra hendis Husbond, fordj den bør ej at straffis, som lider Uret, men den der giør Uret. 4. Dersom een Mand efter at hand haver befundet sin Hustrue i Hoer, søger Seng med hende, da haver hand dermed forbrut sin Tiltale til hende; Men dersom hun anden Gang forseer sig, og hand da holder sig fra hende, da maa hand klage hende an, og skillis ved hende; Og maa hun ikke gifte sig igien, uden Kongens synderlig Bevilning, og det efter tre Aars forløb, og da skal hun føre nøjagtig Vidnisbyrd, at hun imidlertid haver skikket sig ærlig og Christelig; Dog skal hun ikke maa gifte sig, eller blive boendis i det Sogn, Herret, eller Bye, som den Uskyldige  er boendis. Det samme er og, om Hustruen befinder sin Mand i Hoer. Den Uskyldige Person staar det frit for strax at træde til andet Egteskab, naar Skilsmisse ved Dom er skeet.

2.
Desertio, naar den eene Egte Person foruden skiellig Aarsag, eller den andens Samtykke forlader den anden og drager bort, og skal dermed saa holdis.

1.
Den Person, som forlat er, skal tøve den anden i tre Aar i det mindste, uden saa er, at det kand skielligen bevisis, at den Person, som er bortdragen, belegger sig med nogen anden, da maa den Person, som forlat er, tilstædis til Egteskab strax saadan bevist er; Men naar de tre Aar ere forløbne, da skal den Person, som forlat er, stævne den anden først til Herretsting og siden til Landsting, og føre det bevist til Consistorium. Dernæst skal den have Vidnisbyrd beskrevet af sin Sognepræst og sit Skudsmaal af sit Sognefolk, som skal tagis ti Tinge, at den anden Person haver været borte i tre Aar, og at den forlatte Person haver imidlertid levet og holdet sig ærlig og vel, og ikke givet den Person, som er bortrømt, skiellig Aarsag dertil, og naar dette saa altsammen lovlig bevist er, da maa den Person, som forlat er, tilstædis at gifte sig igien.

2.
Skeer det, at den forlatte Person forseer sig, før end de tre Aar ere endte, da skal den Person straffs tilbørligen af sin Øvrighed, dog ikke forbydis Egteskab, uden med den Person, som den sig haver forseet med.

3.
Dersom een Mand drager hen i Krig, eller paa sit Kiøbmandskab, og af saadan Aarsag bliver længre borte, da skal hand ikke holdis pro Desertore, men hans Hustrue skal fortøve hannem i det mindste i syv Aar.

4.
Dersom og er vis Kundskab, at hand er fangen, eller i andre Maader forhindret imod sin Villie, da skal hun endelig fortøev hannem efter, og ikke gifte sig med nogen anden.

5.
Naar der er Vidnisbyrd, at een Mand er bleven enten i Krig, eller i andre Maader, omkommen, da skulle de Vidnisbyrd overhøris af deris tilbørlige Dommere, om de ere nøjagtige, og der tagis beskrevne, og siden skal den Person, som  vil gifte sig, indføre samme Vidnisbyrd for Consistorio, og der giøre bevisligt, at hun haver skikket sig vel, og siden maa hende tilstædis andet Egteskab. Men dersom nogen fordrister sig til at søge Seng med hver andre, før en Dom lovligen gaaen er i Consistorio, da skulle de derfor straffis af deris Øvrighed.

6.
Skeer der saa, naar een Qvinde haver saa gift sig med en anden Mand, efter Dom gangen er, at den hendis første Mand kommer igien, og begær sin Hustrue til sig igien, da bør hand at have nøjagtig Vidnisbyrd med sig, at hand haver imidlertid sig tilbørligen forholdet, og med ingen anden sig forseet, eller forvisis at søge saadant Vidnisbyrd af dem, som hand haver været hos: Og naar hand det haver giort bevisligt, bør hans Hustrue at forlade den anden Mand og komme til den første igien.

3.
Inpotentia, naar nogen er ubeqvwm til Egteskab, Dog skal den Person, hvis Brøst saa findis, stædis tre Aars Tid at søge Raad, om den imidlertid kand hielpis, om den hafde den Brøst for Brylluppet, og dersom den ikke da bliver hiulpen, da maa der blive Skilsmisse imellem dennem; Men dersom den Brøst kom efter Brylluppet, da skulle de bære det som et Kaars, der Egtefolk kand tilkomme.

16.
Adskillige Tilfælde i Egteskab.

1.
Om een Mand, eller Qvinde, som er Egtegift, forseer sig med hans eller hendis, Broder, Søster, eller næste Slegt, som er imod Guds Lov, og hannem, eller hende, af synderlig Aarsag benaadis Livet, da maa de blive tilsammen, uden saa er, at den, som Uskyldig er, begør at skillis fra den, som sig i saa Maader forseet haver.

2.
Om den, der haver sin Fæstemøe, tager sig een anden til Egte, da, dersom hand haver haft noget ydermeere at skaffe med samme sin Trolovede, bør hand at forlade den anden, og beholde den første, om hun vil; Men dersom hand i saa Maader er Uskyldig, da skal hand blive hos den anden, om hun ikke viste, at hand var trolovet med den første, der hun gaf sig i Egteskab med hannem; Men dersom hun viste det, da bør hand at give den anden over, og blive hos den første, om hun det begærer. Begær hun det ikke, saa skal hand dog ikke beholde den anden, efterdj hun viste, at hand tilforn var trolovet; Og hand, som sig i saa Maader forseer, skal straffis derfor af Øvrigheden paa yderste Formue.

3.
Dersom Husbond, eller Hustrue, falde i nogen besmittelig Syge, som Spedalskhed, eller deslige, da bør de ikke forfor at skillis ad, men lide det taalmodig som et Kaars dennem er paalagt; Dog er det i sig selv Christeligt, at den, som med slig Sygdom er belat, ikke begær at besmitte den anden.

4.
Dersom bevisligt er, at enten Husbonden, eller Hustruen, haver været besmittet med Spedalsk Syge, og ikke haver det aabenbaret, før de kommer sammen i Egteskab, men at den eene derefter haver fordærvet den anden, da maa den, der saa bedragen er, vel skillis ved den anden.

5.
Dersom Husbonden, eller Hustruen, bliver afsindig, da maa deris Egteskab derfor ikke adskillis, men den eene at see den anden til Gode, og hielpe hinanden i alle de Maader der mueligt kand være.

6.
Om Husbond, eller Hustrue, bliver befunden i Tyverj, eller nogen anden Uærlig Sag, som er halsløs Gierning, og bliver dog sparet paa Livet af Øvrigheden, da maa de derfor ikke skillis ad; Men blive saadanne Misdædere fredløse, eller landflygtige, og ikke bekomme deris Fred igien af Øvrigheder inden tre Aar, da maa den uskyldige Person tilstædis at gifte sig, om den disimellem haver holdet sig ærligen og vel, og det skielligen kand bevisis.

7.
Dersom nogen bliver fredløs, dog ikke for Uærligt, da bør Hustruen at fortøve i syv Aar, om hand disimidlertid kand stille Øvrigheden til Freds, og komme til sin Fred igien. Skeer det ikke, da maa hende efter de syv Aar tilstædis et gifte sig med een anden.

8.
Om een Egtemand far andenstæds hen, og der gifter sig med een anden Hustrue, som ikke veed af hans første Giftermaal, da holdis hun uskyldig, saa længe hun veed der intet af, og bør derfor hverken hun, eller hendis Bør, som de have avlet sammen, at lide nogen Skade enten paa Ære, eller Gods. Men om hun kommer i vis Forfaring, at hand haver een anden Hustrue, da bedriver hun Hoer, om hun længer haver Samqvwm med hannem, og naar saadant bliver aabenbaret, at hand maa skee bliver Livet benaadet af Kongen for nogen merkelig Aarsags Skyld, da skal hand komme til den første igien, om hun vil tage hannem til Naade: Vil hun ikke, da maa hand dog ikke beholde den anden, men hende skal det være frit for at gifte sig med een anden Mand. Saameledis skal og holdis, om en Egteqvibdis Forseelse i saa Maader befindis.

9.
Dersom nogen enten til Tinge, eller imellem sig selv, give hver andre Skilsmisse-Brev, da skal samme Brev intet agtis, men de, som samme Breve udgive, eller samtykke, skulle straffis af Øvrigheden og staa aabenbar Skrifte.

4

Kilde:

Børnelovene - lov om Børn uden for ægteskab.

Jespersen og Pios forlag – København 1950.

Lov nr 131 af 7 maj 1937 om Børn uden for ægteskab.

Kapitel 1:

Barnets almindelige retsstilling.

 § 1.
Børn uden for ægteskab har samme retlige stilling i forhold til deres forældre som ægtebørn, medmindre lovgivningen udtrykkelig fastsætter andet.

§2.

Stk 1.
Børn uden for ægteskab har ret til at få tillagt enten moderens eller – hvis faderskabet er fastslået – faderens familienavn.

Stk 2.
Er navngivelse sket, forinden faderskabet er fastslået, kan, hvis faderskabet senere fastslås, faderens familienavn tillægges barnet ved anmeldelse til vedkommende ministerialbog (personregister). Endvidere har i tilfælde, hvor forældremyndigheden over barnet overføres fra den ene af forældrene til den anden, denne sidste ret til at tillægge barnet sit familienavn ved anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret). Endelig kan barnet efter sit fyldte 18de år, men ikke længere end til sit fyldte 22de år, ved anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret) ændre sit familienavn til den anden af forældrenes familienavn, er barnet ved anmeldelsen under 21 år, kræves dog samtykke fra den af forældrene, som før barnets fyldte 18de år har haft forældremyndigheden. I øvrigt kan antagelse af den anden af forældrenes familienavn kun ske ifølge de almindelige regler om navneforandring.

Stk 3.
Har moderen indgået ægteskab med en anden end barnets fader, kan stiffaderen med moderens samtykke, for så vidt hun har forældremyndigheden over barnet, tillægge dette sit familienavn ved anmeldelse til vedkommende ministerialbog (personregister. Hvis barnet har fået faderens navn, kan stiffaderen dog ikke tillægge barnet sit navn, medmindre faderen giver sit samtykke, eller overøvrigheden på barnets opholdssted, efter så vidt muligt at have indhentet erklæring fra faderen, meddeler tilladelse dertil. Er barnet over 18 år, kan stiffaderen med barnets samtykke tillægge dette sit familienavn.

§3.

Stk 1.
Faderen til et barn uden for ægteskab er, lige så vel som moderen, pligtig at forsørge barnet indtil dets fyldte 18de år, en datter dog kun, indtil hun gifter sig.

Stk 2:
Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes under hensyntagen til begge forældres livsvilkår, dog at der, når forældrenes livsvilkår er væsentlig forskellige, tillige vil være at tage hensyn til, hvad der findes stemmende med barnets tarv.

Kapitel II:

Faderskabets eller bidragspligtens fastsættelse.

§4.

En uden for ægteskab besvangret kvinde bør, når ifølge erklæring fra en Jordemoder eller Læge den 6te svangerskabsmåned er forløbet, henvende sig, hvis hun bor i København, til Overpræsidenten og ellers til Politimesteren på det sted, hvor hun bor, og begære faderskabssag rejst mod den mand, hun opgiver som fader til det barn, hun venter at føde.

§5.

Stk 1.
En Jordemoder eller en som fødselshjælper fungerende Læge, der har gjort tjeneste ved fødselen af et barn udenfor ægteskab, skal inden tre dage efter fødselen gøre anmeldelse om denne, hvis moderen bor i København, til Overpræsidenten og ellers til Politimesteren på det sted, hvor moderen bor. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om moderens navn, stilling og bopæl eller opholdssted. Tid og sted for fødselen, barnets køn samt hvis moderen har opgivet, hvem der er eller kan være barnets fader. Moderens opgivende herom og oplysning om, hvorvidt moderen har begæret faderskabssag rejst i henhold til §4.

Stk 2.
Med hensyn til børn, der er født på Rigshospitalet eller på Fødselsanstalten i Jylland, påhviler det Hospitalet eller Anstalten at afgive den i stk 1 nævnte anmeldelse senest to dage før udskrivningen.

Stk 3.
Har ingen Jordemoder eller Læge bistået ved fødselen, påhviler det moderen selv inden 1 måned efter fødselen at afgive den i stk 1 omhandlede anmeldelse om denne.

Stk 4.
Moderen til et barn uden for ægteskab er pligtig, såfremt hun ikke har begæret faderskabssag rejst i henhold til § 4, og hun ikke over for den Jordemoder eller Læge, der har gjort tjeneste ved fødselen, har opgivet, hvem der er eller kan være fader til barnet, inden 1 måned efter barnets fødsel at give den i stk 1 omhandlede myndighed meddelelse om, hvem der er barnets fader.

Stk 5.
Overøvrigheden kan på begæring af moderen eller den, der optræder på hendes vegne, eller på begæring af barnets værge meddele fritagelse for den moderen påhvilende pligt til at opgive, hvem der er eller kan være fader til barnet, når det må anses for stemmende med barnets tarv, at faderskabet ikke oplyses. Fritagelsen gælder dog kun, så længe der uden hjælp fra det offentlige sørges forsvarligt for barnets underhold.

Stk 6.
Anmeldelse om en stedfunden fødsel kræves ikke, når barnet er dødfødt, men moderen er, når det offentlige har udredet udgifter i anledning af hendes svangerskab og barselfærd, pligtig at oplyse, hvem der har besvangret hende.

Stk 7.
Undladelse af at afgive de ved denne paragraf pålagte anmeldelser straffes med bøder.

§ 6.

Stk 1.
De i § 4 og 5 omhandlede myndigheder indkalder, når de modtager moderens begæring efter § 4 eller anmeldelse om fødselen efter § 5, straks den opgivne fader til personligt at give møde i Overpræsidiet eller på Politikontoret, for at det kan fastslås, om han anerkender faderskabet. Bor den opgivne fader ikke inden for den myndigheds område, som har modtaget meddelelsen, sendes denne videre til Politimesteren (Overpræsidenten) på det sted hvor faderen bor.

Stk 2.
Ved mødet spørges den opgivne fader, om han anerkender faderskabet, jvr. § 14, idet han udtrykkelig gøres opmærksom på de retsvirkninger, der dermed indtræder, og på, at han, om han ønsker det, har adgang til at få spørgsmålet om faderskabet afgjort ved Domstolene.

Stk 3.
Anerkendes faderskabet, underskriver den pågældende en tilførsel herom til en af Politimesteren (Overpræsidenten) ført protokol, i hvilken der tillige indføres en kort beretning om det ved mødet passerede. Er den opgivne fader umyndig, kræves værgens samtykke til anmeldelsen.

§ 7.

Stk 1.
Har den opgivne fader anerkendt faderskabet, sender, uden for København, Politimesteren straks meddelelse til Amtmanden med en udskrift af det passerede og med oplysning om moderens og faderens økonomiske forhold. Amtmanden træffer derefter bestemmelse om det bidrag, faderen i overensstemmelse med de nedenstående regler vil have at svare, dels til barnets underhold, dels til dækning af udgifterne i anledning af svangerskabet og fødselen. I København træffer Overpræsidenten selv sådan bestemmelse efter at have indhentet oplysning om moderens og faderens økonomiske forhold.

Stk 2.
Meddelelse til Amtmanden om en stedfunden anerkendelse af faderskab og Overøvrighedens fastsættelse af bidrag kan dog undlades, når moderen overfor Politimesteren (Overpræsidenten) fremsætter begæring herom, og det i øvrigt må antages, at barnets underhold ikke vil medføre udgifter for det offentlige.

Stk 3.
Finder Politimesteren, Overpræsidenten eller Amtmanden det af særlige grunde betænkeligt at modtage den opgivne faders anerkendelse af faderskabet, bliver sagen at henvise til retslig afgørelse i overensstemmelse med reglerne i § 8.

§ 8.

Stk 1.
Hvis den opgivne fader ikke vil anerkende faderskabet, sender Politimesteren (Overpræsidenten) straks meddelelse herom til vedkommende Underret, jfr. retsplejelovens § 456 c, med en udskrift af det passerede. Har den opgivne fader erkendt at have haft samleje med moderen på avlingstiden, skal meddelelsen til Retten indeholde oplysning herom.

Stk 2.
Undlader den opgivne fader at give møde efter indkaldelsen, sendes der straks meddelelse herom til Retten tillige med sagens akter. Det samme gælder, når den opgivne fader ikke har kendt opholdssted her i Landet, eller han er afgået ved døden.

§ 9.

Har moderen opgivet, at hun inden for avlingstiden har haft samleje med flere, sender Politimesteren (Overpræsidenten) straks den i henhold til §§ 4 eller 5 modtagne meddelelse videre til Retten.

§ 10.

Stk 1.
Er barnet dødfødt, skal Politimesteren (Overpræsidenten) kun, såfremt moderen ønsker fastsat bidrag til dækning af udgifterne ved svangerskabet og fødselen, eller såfremt begæring derom fremsættes af det offentlige, der har udredet udgifter i anledning af moderens svangerskab og barselfærd, gå frem efter de i §§ 6-9 indeholdte regler.

Stk 2.
Når en uden for ægteskab besvangret kvinde i medfør af § 23 ønsker fastsat bidrag til de ved en indtruffen abort forvoldte udgifter, må hun senest 3 måneder efter aborten fremsætte begæring herom for Politimesteren (Overpræsidenten), der derefter går frem, efter de i §§ 6-9 indeholdte regler.

§ 11.

Fremkommer der begæring fra en moder i udlandet om at få faderskabet eller bidragspligten til et barn uden for ægteskab fastsat, sendes begæringen til Politimesteren (Overpræsidenten) på det sted, hvor faderen bor, hvorefter der gås frem efter de i §§ 6-9 indeholdte regler.

§ 12.

Stk 1.
Faderskabssag vil i øvrigt, hvor sådan sag ikke er blevet rejst i henhold til de i de foranstående paragraffer givne forskrifter, ved barnets fødsel, eller senere kunne rejses efter begæring af moderen, barnet (dettes værge) eller af de i § 28 nævnte personer og institutioner. De i §§ 6-9 indeholdte regler kommer i så fald til anvendelse.

Stk 2.
Når en faderskabssag er afsluttet, uden at sagsøgte ved Dommen er anset som fader eller bidragspligtig, og der senere bliver spørgsmål om at rejse ny sag mod en anden mand, afgives begæringen om sagsanlæg straks til vedkommende Underret, jfr. retsplejelovens § 456 c.

Stk 3.
Undlader moderen at gøre anmeldelse om, hvem der er barnets fader, og er hun ikke fritaget for pligten hertil, eller opgiver hun, at hun ikke ved, hvem faderen er, foranlediger Politimesteren (Overpræsidenten) beskikket en værge for barnet. Værgen skal så vidt muligt drage omsorg for, at der rejses faderskabssag efter stk 1 jfr. dog § 5 stk 5. Han kan endvidere, dersom moderen ikke sørger forsvarligt for barnets underhold, begære hende afhørt som vidne inden Retten om, hvem der er eller kan være fader til barnet. Den i forrige punktum angivne beføjelse tilkommer også de i § 28 nævnte institutioner, når de helt eller delvis udreder udgifterne til barnets forsørgelse. Ved begæring om afhøring af moderen som vidne gås der frem efter reglerne i §§ 6-9 med de fornødne lempelser.

§ 13.

Når Retten modtager de i §§ 7-12 omhandlede meddelelser fra Politimesteren (Overpræsidenten), drager den omsorg for faderskabssagens videre behandling i overensstemmelse med de i så henseende i retsplejelovens Kap 42a givne forskrifter.

§ 14.

Stk 1.
Den opgivne fader eller en anden under faderskabssagen sagsøgt bliver ved Dommen at anse som fader til barnet, såfremt Retten finder det bevist, at han har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, uden at der foreligger omstændigheder, som udelukker, at barnet kan være frugten heraf, og der derhos ikke findes grundt til at antage, at moderen inden for avlingstiden også har haft samleje med nogen anden, som kan være barnets fader, og der heller ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, som gør det tvivlsomt, om den sagsøgte er barnets fader.

Stk 2.
Finder Retten det herefter ikke godtgjort, at nogen under faderskabssagen sagsøgt er barnets fader, bliver den eller de sagsøgte ved Dommen at anse som bidragspligtig, såfremt Retten finder det bevist, at vedkommende har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, uden at der foreligger omstændigheder, som udelukker at barnet kan være frugten heraf. Hvis flere sagsøgte kan anses som bidragspligtige, bliver bidragspligten at pålægge enhver af dem fuldt ud, jfr. § 22 stk 2.

§ 15.

Stk 1.
Den som i henhold til § 6 har anerkendt faderskabet, kan senere forlange retssag indledet, såfremt han godtgør, at hans anerkendelse på grund af sindssygdom, åndssvaghed, tvang eller af andre grunde ikke kan anses som en bindende viljeserklæring, eller at han først efter anerkendelsen er kommet til kundskab om omstændigheder af betydning, der kan begrunde en fralæggelse af faderskabet.

Stk 2.
Begæring om sagsanlæg fremsættes for vedkommende Underret, jfr. retsplejelovens § 456 c, og må, i  tilfælde hvor begæringen begrundes med fremkomsten af nye oplysninger, fremsættes inden 1 måned, efter at disse er blevet ham bekendt. Ved afgørelse af spørgsmålet, om begæringen er rettidig fremsat, bør hensyn tages til den tid, som med nødvendighed er medgået til foretagelse af undersøgelser. Bestemmelserne i retsplejelovens § 456 n, stk 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse i dette tilfælde.

§ 16.

Når den, der opgives som fader, er død, forinden spørgsmålet om hans faderskab eller bidragspligt er afgjort, rettes søgsmålet mod hans bo eller, hvis skiftebehandlingen er sluttet, mod vedkommende skifteret. Har afdøde efterladt sig enke, der hensidder i uskiftet bo, rettes sagen mod hende, og hvis arvingerne har overtaget boet til privat skifte, mod disse.

§ 17.

Når Politimesteren fra Retten modtager meddelelse om en afsluttet faderskabssag, og der efter udfaldet af denne bliver spørgsmål om at pålægge underholdsbidrag, videre sender han straks den fra Retten modtagne meddelelse til Amtmanden med oplysninger om moderens og faderens eller den bidragspligtiges økonomiske forhold, hvis flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, gives dog ikke oplysning om moderens og de bidragspligtiges økonomiske forhold. Amtmanden træffer derefter bestemmelse om det bidrag, faderen eller den bidragspligtige i overensstemmelse med de nedenstående regler vil have at svare til barnets underhold og til dækning af udgifterne i anledning af svangerskabet og fødselen eller aborten. I København træffer Overpræsidenten, når han modtaget Rettens meddelelse, selv sådan bestemmelse efter at have indhentet oplysning om moderens og faderens eller den bidragspligtiges økonomiske forhold. Bestemmelsen i § 7 stk 2, finder tilsvarende anvendelse i de her nævnte tilfælde, medmindre der efter faderskabssagen er flere bidragspligtige.

§ 18.

Stk 1.
De af Overøvrigheden i henhold til §§ 7 og 17 udfærdigede bidragsresolutioner udleveres, såfremt faderskabet er fastslået eller kun én er anset som bidragspligtig, til moderen eller den, der skal varetage barnets tarv, jfr. § 28, en genpart af resolutionen tilstilles faderen eller den bidragspligtige. Hvis flere er anset som bidragspligtige, udfærdiges der for hver af dem en bidragsresolution, som tilstilles landsnævnet for børneforsorg, medens genpart tilstilles hver af de bidragspligtige, til moderen eller den, der skal varetage barnets tarv, udleveres et bidragsdokument, hvori bidraget fastsættes til det til enhver tid gældende normalbidrag, jfr. §§ 192 og 235 i lov nr 181 af 20 maj 1933 om offentlig forsorg, men som ikke må indeholde de bidragspligtiges navne.

Stk 2.
Justitsministeren giver nærmere regler om bidragsresolutionens indhold.

Kapitel III:

Barnets underhold m v.

§ 19.

Stk 1.
Udgifterne ved barnets forsørgelse, opdragelse og uddannelse fordeles mellem barnets forældre efter deres økonomiske forhold, således at der så vidt muligt, under hensyn til forældrenes økonomiske kår, falder lige stor byrde på hver af forældrene.

§ 20.

Stk 1.
Hvis barnet ikke opdrages af faderen, skal denne betale de ham af Overøvrigheden i medfør af bestemmelserne i kapitel II pålagte bidrag til barnets underhold.

Stk 2.
Ved fastsættelsen af disse bidrag skal det haves for øje, at barnets forsørgelse skal være forsvarlig og ikke ringere end i gode plejehjem på den egn, hvor barnet opdrages. Faderens bidrag bør, når begge forældre er ubemidlede, i almindelighed sættes til mindst 3/5 af samtlige de udgifter, som barnets underhold herefter medfører, men det fastsættes i øvrigt under hensyntagen til bestemmelserne i § 3 stk 2 og § 19. Dør moderen, eller har hun ikke kendt opholdssted her i landet, skal faderens bidrag i almindelighed ansættes således, at det dækker samtlige udgifter ved barnets underhold, er barnet frugt af en ved Dom fastslået kønsfrihedsforbrydelse, skal faderens bidrag altid ansættes således.

Stk 3.
Faderens bidragspligt vedvarer indtil barnets fyldte 18de år, dog at bidraget kan bortfalde eller nedsættes efter det fyldte 14de år, når det oplyses, at det er blevet helt eller delvis ufornødent. Bidraget til en datter ophører endvidere, når hun indgår ægteskab.

Stk 4.
Bidraget erlægges halvårsvis forud. Barnets død medfører ikke fritagelse for nogen del af det bidrag, der gælder for den bidragsperiode, i hvilken barnets død er indtruffet.

Stk 5.
Særligt bidrag kan under anvendelse af foranstående regler pålægges faderen til omkostninger ved barnets dåb og konfirmation såvel som til skoleundervisning og faglig uddannelse, ligeledes kan særligt bidrag pålægges i anledning af barnets sygdom og begravelse, jfr. herved § 24 stk 2. Hvis det efter barnets forhold er påkrævet, at der ydes bidrag til fortsat skoleundervisning eller faglig uddannelse efter barnets fyldte 18de år, kan sådant bidrag pålægges faderen, dersom det efter hans økonomiske stilling findes rimeligt, dog ikke ud over barnets fyldte 21de år. Pålægges der faderen bidrag til skoleundervisning og faglig uddannelse, skal der, hvis faderen forlanger det, beskikkes barnet en værge, til hvem disse bidrag udbetales under værgens ansvar for deres anvendelse i det fastsatte øjemed.

Stk 6.
Hvis faderens livsvilkår er væsentlig bedre end moderens, skal der, såfremt Børneværnet skønner det fornødent, beskikkes barnet en værge. Værgen drager omsorg for, at bidragene anvendes til barnets tarv.

Stk 7.
Overøvrigheden kan til enhver tid med fremtidig virkning forandre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring derom.

Stk 8.
Faderen har, når han har betalt det ham pålagte bidrag, ingen yderligere økonomisk forpligtelse over for det offentlige, hvis barnet falder dette til byrde. Har faderen fået barnet udleveret til forsørgelse, påhviler det ham dog også i forhold til det offentlige fuld forsørgelsespligt. Det samme gælder, hvis barnet er frugt af en ved Dom fastslået kønsfrihedsforbrydelse, jfr. § 6 i lov nr 181 af 20 maj 1933 om offentlig forsorg.

§ 21.

Stk 1.
Hvis barnet ikke er undergivet moderens forældremyndighed og forsorg, kan det af Overøvrigheden pålægges moderen at svare bidrag til barnets underhold og til de i § 20 stk 5 omhandlede særlige udgifter. Bidrag kan pålægges moderen, hvad enten der tillige er pålagt faderen bidrag eller ikke. Ved fastsættelsen af bidraget finder bestemmelserne i § 20 tilsvarende anvendelse.

Stk 2.
Har det offentlige måttet træde til, kommer reglerne i lov om offentlig forsorg til anvendelse.

§ 22.

Stk 1.
Hvis faderskabet til barnet ikke er fastslået, men en enkelt person er anset som bidragspligtig, fastsættes det bidrag, han vil have at udrede, i overensstemmelse med reglerne i § 20.

Stk 2.
Hvis flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, fastsættes bidraget for hver af dem til det til enhver tid gældende normalbidrag, jfr. § 192 i lov om offentlig forsorg. Bestemmelserne i § 20 stk 3,4 og 7, finder tilsvarende anvendelse. Bidrag efter § 20 stk 5, kan ikke pålægges disse bidragspligtige.

Stk 3.
Den bidragspligtige har, når han har betalt det ham pålagte bidrag, ingen yderligere økonomisk forpligtelse overfor barnet.

§ 23.

Stk 1.
Det påhviler endvidere den, der er anset som fader eller bidragspligtig, at svare bidrag i overensstemmelse med grundsætningerne i §§ 19 og 20 til udgifter ved moderens barselfærd og ved hendes underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødselen. Under særlige omstændigheder, navnlig i tilfælde af moderens sygdom, forårsaget ved svangerskabet eller nedkomsten, kan bidragspligten dog udstrækkes indtil 4 måneder før og 9 måneder efter fødselen. Bidraget kan pålægges faderen eller en bidragspligtig, uanset at barnet er dødfødt, jfr. § 10 stk 1.

Stk 2.
Hvis en uden for ægteskab besvangret kvinde aborterer, kan det, når hun godtgør, at aborten har forvoldt hende særlige udgifter, pålægges den, der har eller kan have besvangret hende, jr. § 14 stk 1 og 2, at svare et efter Overøvrighedens skøn passende bidrag til de ved aborten forvoldte udgifter, jfr. § 10 stk 2.

Stk 3.
Reglerne i stk 1 gælder også, når flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, dog at bidraget til udgifterne ved moderens barselfærd og ved hendes underhold før og efter fødselen for hver af de bidragspligtige fastsættes til det til enhver tid gældende normalbidrag, jfr. § 235 i lov om offentlig forsorg.

Stk 4.
Bidrag efter denne paragrafs stk 1 forfalder, hvis barnet er født, straks ved bidragsfastsættelsen og ellers til de af Overøvrigheden nærmere bestemte tidspunkter. Bidrag efter stk 2 forfalder straks.

§ 24.

Stk 1.
Er faderskabssag først rejst over 1 år efter barnets fødsel, og der ikke godtgøres rimelig grund for forsinkelsen, kan Overøvrigheden bestemme, at bidragspligten, derunder også med hensyn til bidrag efter § 23 stk 1, ikke skal strække sig længere tilbage end 1 år fra sagens rejsning.

Stk 2.
Begæring om fastsættelse af særlige bidrag efter § 20 stk 5, må fremsættes til Overøvrigheden inden 3 måneder efter udgiftens afholdelse, medmindre der godtgøres at foreligge rimelig grund for overskridelse af fristen.

§ 25.

Stk 1
Aftaler om afgørelse af underholdspligt over for barnet er kun gyldige, når de er godkendte af Overøvrigheden. En sådan godkendelse skal ikke være til hinder for, at der senere træffes anden afgørelse af Overøvrigheden, når forholdene væsentlig har forandret sig.

Stk 2.
Overøvrighedens godkendelse bør ikke meddeles, når denne lovs grundsætninger i væsentlig grad er tilsidesat, eller aftalen i øvrigt ikke findes stemmende med barnets tarv.

Stk 3.
Sådanne aftaler er ikke bindende for det offentlige, når barnet falder dette til byrde.

§ 26.

Stk 1.
Dør en mand, der er eller efter dødsfaldet bliver anset som fader til et barn uden for ægteskab, og hensidden i uskiftet bo ikke finder sted, vil der ikke af boet være at udrede underholdsbidrag til barnet, men dette tager alene arv efter afdøde i henhold til forordning af 21 maj 1845 § 9 jfr. § 1 i lov af dags dato om ændring af denne forordning. Efterlader han sig enke, der hensidder i uskiftet bo, påhviler det hende at betale bidrag til barnets underhold, dog kun så vidt og i det omfang, Overøvrigheden efter skøn om hendes økonomiske forhold finder det passende. Dør en hustru, som er moder til et barn uden for ægteskab, og som det i henhold til § 21 er pålagt at svare bidrag til barnets underhold, finder tilsvarende regler anvendelse.

Stk 2.
Er eller bliver en afdød mand anset som bidragspligtig, bliver det fornødne til dækning af de forpligtelser, der endnu kunde påhvile ham efter denne lov, at udbetale af hans bo, så vidt det er solvent, når begæring herom fremsættes inden udløbet af proklama eller, hvis sådan ikke udstedes, inden 6 måneder efter hans død. Tilkommer der barnet arv efter den bidragspligtige, vil det her nævnte beløb være at fradrage i barnets arv. Efterlader den afdøde sig arveberettiget enke eller afkom (herunder adoptivbørn), må beløbet ikke overstige, hvad barnet, hvis pågældende var anset som fader, vilde have arvet.

Stk 3.
Beløbet udredes af den bidragspligtiges bo på samme måde som forfalden gæld. Med beløbet forholdes i overensstemmelse med de i § 25 i lov af dags dato om inddrivning og sikring af underholdsbidrag givne bestemmelser. Efterlader den bidragspligtige sig enke, der hensidder i uskiftet bo, finder bestemmelsen i stk 1, 2det punkt, tilsvarende anvendelse.

Stk 4.
Skifteretten eller eksekutorerne har, når det kommer til deres kundskab, at der påhviler afdøde bidragspligt over for børn uden for ægteskab, at drage omsorg for, at fordringen gøres gældende.

§ 27
Bidrag der er pålagt faderen, en bidragspligtig eller moderen til et barn uden for ægteskab, tilkommer barnet. Hvis flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, tilkommer bidragene dog det offentlige, jfr. § 30.

§ 28.

Stk 1.
Retten til at indkræve bidrag til et barn uden for ægteskab og til at anvende midlerne til dets inddrivelse og sikring tilkommer den, der har forældremyndigheden og forsorgen over barnet, værgen, hvis han har forældremyndigheden over barnet eller er beskikket i medfør af § 20 stk 5 eller 6, den, som efter moderens død, forsvinden eller bortrejse fra landet har taget barnet til sig og forsørget det, eller den, hos hvem moderen har anbragt barnet i fast pleje. Endvidere tilkommer retten den offentlige institution eller kasse eller af det offentlige anerkendte private institution, som helt eller delvis udreder udgifterne til barnets forsørgelse.

Stk 2.
Retten til at indkræve det i § 23 stk 1 omhandlede bidrag, og til at anvende midlerne til dets inddrivelse og sikring tilkommer foruden moderen det sociale udvalg, såfremt dette har udredet de pågældende udgifter.

Stk 3.
Hvis flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, gælder foranstående regler kun retten til af det offentlige at modtage det fastsatte bidrag.

§ 29.

Stk 1.
Bidrag, der i medfør af § 14 stk 2, 2det pkt, er pålagt flere personer som bidragspligtige til et barn uden for ægteskab eller dettes moder, indkræves gennem landsnævnet for børneforsorg, der fører nøjagtig oversigt over samtlige disse bidragspligtige.

Stk 2.
Når et bidrag ikke betales i rette tid, tilstiller landsnævnet – for så vidt angår bidrag til et barns underhold efter indhentet oplysning om, at barnet stadig er i live – Politimesteren på den bidragspligtiges hjemsted bidragsresolutionen, hvorefter Politimesteren drager omsorg for, at bidraget afkræves den bidragspligtige og eventuelt inddrives hos ham i overensstemmelse med reglerne i lov nr 133 af 7 maj 1937 om inddrivelse og sikring af underholdsbidrag. Når inddrivelsen er afsluttet, tilbagesender Politimesteren bidragsresolutionen og indbetaler det eventuelt indgåede beløb til landsnævnet. Er den bidragspligtiges hjemsted København, sker afkrævningen og inddrivelsen gennem Magistraten efter foranstående regler.

Stk 3.
Sker der nogen ændring med hensyn til normalbidraget for barnets opholdssted, foretager landsnævnet af sig selv en tilsvarende ændring i det bidrag, der påhviler de bidragspligtige.

Stk 4.
Landsnævnet drager omsorg for, at bidragspligten i de i § 26 stk 2-4, omhandlede tilfælde gøres gældende i boet efter en afdød bidragspligtig eller over for dennes i uskiftet bo hensiddende enke.

§ 30.

Stk 1.
Udbetaling af bidrag sker i tilfælde, hvor flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, gennem det sociale udvalg i den bidragspligtiges opholdskommune. Er betingelserne i kap XV A og §§ 235-237 i lov om offentlig forsorg opfyldt, udbetaler udvalget bidraget forskudsvis, og der skal da straks til landsnævnet indsendes meddelelse herom samt – for så vidt angår bidrag til et barns underhold – leveattest for barnet. Kan i medfør af lov om offentlig forsorg § 194 kun en del af normalbidraget forskudsvis udbetales, indberetter udvalget til landsnævnet, hvor stort et beløb der er udbetalt, og indsender leveattest. Udvalget må  i dette tilfælde ikke udbetale yderligere bidrag, forinden det fra landsnævnet har modtaget meddelelse om, at de bidragspligtige har indbetalt et højere beløb end det forskudsvis udbetalte bidrag, i hvilket fald udvalget må udbetale det overskydende beløb, dog højst forskellen mellem normalbidragets fulde grundbeløb og det forskudsvis udbetalte beløb. Er betingelserne for forskudsvis udbetaling ikke opfyldt, indberetter udvalget til landsnævnet, at der er fremsat begæring om udbetaling og indsender leveattest, men bidraget må ikke udbetales, forinden udvalget fra landsnævnet har modtaget meddelelse om, at bidraget er indgået fra de bidragspligtige.

Stk 2.
De af Kommunerne i henhold til stk I afholdte udgifter refunderes fuldt ud af Staten efter de i lov om offentlig forsorg givne regler om statsrefusion.

Stk 3.
De i henhold til § 29 til landsnævnet indbetalte bidrag indgår i en særlig fond, der forvaltes af Landsnævnet. Bidrag, der i henhold til stk 1 er udbetalt til et barn eller dettes moder, afholdes af fondens midler, såfremt det er indgået fra de personer, der ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige over for vedkommende barn eller moder. I øvrigt vil fondens midler efter Socialministerens bestemmelse være at anvende til formål vedrørende børneforsorgen i almindelighed.

Stk 4.
Af bidragsfondens midler kan Landsnævnet for børneforsorg efter ansøgning fra moderen eller den, der skal varetage barnets tarv, yde de i § 20 stk 5 1ste pkt, omhandlede bidrag til børn, for hvis vedkommende flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige. Under særlige omstændigheder kan der endvidere ydes disse børn de i § 20 stk 5 2det pkt, omhandlede bidrag.

Stk 5.
Socialministeren træffer de nærmere bestemmelser om Kommunernes regnskabsaflæggelse og om bidragsfondens forvaltning samt om indbetaling fra fonden til Statskassen af indgåede bidrag.

§ 31.

Stk 1.
Såfremt moderen til et barn, for hvis vedkommende flere ved faderskabssagen er anset som bidragspligtige, indgår ægteskab med en af de bidragspligtige, og barnet medtages til forsørgelse i det fælles hjem, ophæves den samtlige bidragspligtige påhvilende pligt til at svare bidrag efter § 29, så længe moderen samlever med manden.

Stk 2.
Hvis manden i medfør af § 5 stk 2, i lov af dags dato om ægtebørn anerkender barnet som sit, bortfalder den samtlige bidragspligtige påhvilende bidragspligt.

Kapitel IV:

Forskellige bestemmelser - lovens ikrafttræden.

§ 32.

De særlige regler om hemmeligholdelse af navne på mødre, der føder på Rigshospitalet, bortfalder.

§ 33.

Stk 1.
Justitsministeren træffer nærmere bestemmelse med hensyn til, hvorledes de i loven foreskrevne anmeldelser og meddelelser vil være at afgive, og giver i øvrigt de til gennemførelse af lovens bestemmelser fornødne forskrifter.

Stk 2.
Bidragsresolutioner og godkendte overenskomster vedrørende de i loven omhandlede bidrag er fritaget for stempelafgift.

§ 34.

Stk 1.
Denne lov træder i kraft den 1 januar 1938, fra samme dato ophæves – for så vidt ophævelse ikke tidligere er sket – med nedenstående forbehold:

Frd af 14 oktober 1763 om underholdsbidrag til uægte børn.

Frd af 30 maj 1794 om underholdsbidrag til uægte børn.

Pl af 28 maj 1825 om behandlingen af sager angående underholdsbidrag til uægte børn.

Pl af 6 december 1839 om underholdsbidrag til uægte børn.

Lov for Færøerne af 28 januar 1856 indeholdende nærmere bestemmelser om underholdsbidrag til uægte børn.

Lov nr 130 af 27 maj 1908 indeholdende bestemmelser om børn uden for ægteskab og disses forældre.

Lov nr 113 af 29 april 1913 om ændringer i lov nr 130 af 27 maj 1908.

Lov nr 269 af 3 november 1924 om ændring i samme lov.

Stk 2.
Bestemmelserne i lovens kapitel I og II kommer med undtagelse af § 3 stk 2, alene til anvendelse med hensyn til børn, der fødes efter lovens ikrafttræden.

Stk 3.
Bestemmelserne i kapitel III kommer med undtagelse af § 22 stk 2, § 23 stk 7 2det pkt, og stk 3, § 26 stk 1 1ste  og 3die pkt, § 27 2det pkt, § 28 stk 3, § 29, § 30 og § 31 til anvendelse også med hensyn til børn født før lovens ikrafttræden, dog kun med hensyn til bidrag, der ligger efter dette tidspunkt. Bestemmelserne i § 25 er dog uden indflydelse på aftaler, der er godkendt af Overøvrigheden, forinden lovens ikrafttræden.

Stk 4.
Bestemmelserne i § 32 kommer alene til anvendelse med hensyn til børn der fødes efter lovens ikraftræden.

Stk 5..
I alle tilfælde, hvor loven herefter ikke kommer til anvendelse, gælder bestemmelserne i den hidtil gældende lovgivning.

§ 35.

På Færøerne finder de regler om underholdsbidrags udbetaling af det offentlige, der indeholdes i de § 34 nævnte lovbestemmelser, fortsat anvendelse, indtil der i henhold til § 335 i lov om offentlig forsorg ved kgl anordning træffes anden bestemmelse herom.

I samme kilde findes også:

Lov nr 132 af 7 maj 1937 om ægtebørn.

Lov nr 133 af samme dato, om inddrivelse og sikring af underholdsbidrag.

Lov nr 134 af samme dato, om ændring i forordning af 21 maj 1845 indeholdende nogle forandringer i lovgivningen om arv.

Lov nr 135 af samme dato om ændringer og tilføjelser om rettens pleje. (Faderskabssager).

Lov nr 136 af samme dato om ændring i lov nr 56 af 18 marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger.                                                                   

Færdig med afskrift.

Til toppen.